At finde sig selv i studielivet – når presset bliver for stort
Studietiden bliver ofte beskrevet som den bedste tid i livet — fyldt med frihed, nye muligheder og stærke fællesskaber. Men virkeligheden er for mange langt mere kompliceret. Bag smilene og de travle kalendere gemmer der sig ofte tvivl, ensomhed og et tungt pres for at præstere. Forelæsninger, afleveringer og eksamener skal balanceres med arbejde, relationer og et konstant krav om at have en plan for fremtiden. Det kan være overvældende, og mange mister undervejs fornemmelsen af, hvem de egentlig er midt i alt det, de prøver at leve op til.
Som psykologer ser vi, hvordan studerende ofte bærer på en stille frygt for ikke at være gode nok. De sammenligner sig med andre, der ser ud til at have styr på det hele, og føler sig forkerte, når de selv tvivler eller mister overblikket. Mange kæmper også med søvnproblemer, stress og en konstant følelse af dårlig samvittighed over ikke at gøre nok. Det kan føre til, at studielivet mister sin glæde — og at man begynder at se sig selv som utilstrækkelig, selv når man i virkeligheden kæmper bravt.
I samtaler hos en psykolog
handler arbejdet med studielivets pres ofte om at genskabe balancen mellem ambition og omsorg. Vi arbejder med at finde realistiske forventninger, strukturere hverdagen og skabe små åndehuller, hvor der ikke skal præsteres. For mange er det en lettelse at opdage, at de ikke er alene om at have det sådan, og at det ikke er et tegn på svaghed, men på at de har været under pres for længe.
På siden om uddannelse og studieliv kan man læse mere om, hvordan man kan styrke sin trivsel som studerende. Det kan handle om at tale med medstuderende om, hvordan man egentlig har det, tage kontakt til studievejledere eller finde en hverdag, hvor der også er plads til glæde og hvile. Når man begynder at se sig selv som et helt menneske og ikke kun som en præstation, bliver studietiden ofte lettere — og mere meningsfuld.
Studielivet skal ikke bare overleves. Det skal leves. Og det kræver ikke, at man er perfekt, men at man tør være ærlig om, hvordan man har det — og tage vare på sig selv undervejs.